En hilsen til Den Internationale Højskole

Fra en gammel elev, Forfatteren Halfdan Rasmussen

BRYD DINE CIRKLER

Over os bombemaskiner og frysende stjerner.
Under os drønet fra nye forsøgseksplosioner.
Mennesker har i årtusinder brudt deres hjerner
for at bekæmpe hinanden som folk og nationer.
Alt hvad vi byggede op med forenede kræfter
satte vi til da vi fulgte de mørkere drifter.

Tanker og syner blev virkelighed. Og vor viden
bar os mod fremmede kloder trods kriser og krige.
Men med forvrængede drømme forrådte vi tidenScreen Shot 2014-12-16 at 14.03.35
og vores evige håb om et tusindårsrige.
Viden blev afmagt og tomhed. Erkendelsen rakte
ind i et dybere mørke end vi kunne magte.

Liv går til grunde og liv står i blomst. Vi er alle
børn af den frygtsomme verden vi sammen har bygget.
Hver gang en tanke får udtryk må skrankerne falde.
Hver gang et liv blir forløst blir en grænse forrykket.
Alt som livet i vold skal af livet besjæles.
Tvivl er i alt. Og med tvivlen skal troen formæles.

Realiteter. Vi fylder de tomme begreber
med uforpligtende ord når vi handler i blinde.
Hver gang vi svigter et menneske, hver gang vi dræber
har vi forrådt vore drømme og muret dem inde.
Bryd dine cirkler. Giv drømmene nyt perspektiv.
Skænk os det liv vi har drømt om. Gør drømme til liv!

International People's College, Montebello Allé 1, 3000 Helsingør, +45 49 21 33 61